Dværgcichlider

Cichlider er en enorm fiskefamilie med flere tusinde arter. De store er kendt for at være aggressive og territoriale, men der findes også mange små arter, som bliver få centimeter lange og kan holdes i et almindeligt selskabsakvarium. Dem kalder man dværgcichlider. De mest almindelige i hobbyen er ramirezi (Mikrogeophagus ramirezi), også kaldet sommerfuglecichlide, og slægten Apistogramma, som kommer fra Sydamerika.

Det, der adskiller dværgcichliderne fra de fleste andre småfisk, er adfærd. De holder revir, vogter æg og unger, graver i bunden og viser tydelig personlighed. Det gør dem populære, men det betyder også, at de ikke er helt så tilgivende over for dårlig vandkvalitet og forkert indretning som en platy eller en guppy.

Hvis du har et veletableret akvarie på mindst 54 liter, som har kørt i flere måneder, og hvis du er klar til at følge vandværdierne, er de et godt næste skridt.

Ramirezi

Ramirezien bliver omkring fem-seks centimeter. Den har en blå-violet krop med sorte tegninger og en høj, spids rygfinne. Den er smuk, men også sart. Fisken kræver varmt vand, typisk 26-28 grader, og stabilt, rent vand. Mange handelsfisk er avlet i store anlæg og kan have et svagt helbred, så køb kun sunde dyr, og lad dem gå i karantæne først.

Apistogramma

Apistogramma-arterne, fx Apistogramma cacatuoides og A. agassizii, er hjemmehørende i Amazonas' sideløb. Hannerne er farverige og bliver omkring syv-ni centimeter, mens hunnerne er mindre og gule. De holder revir omkring en hule eller et skjul og lever ofte i et harem: én han og to til fire hunner.

Kribensis

Kribensis (Pelvicachromis pulcher) er en vestafrikansk dværgcichlide, som bliver omkring ti centimeter. Den er lidt mere hårdfør end ramirezi og apistogramma og kan klare sig i lidt hårdere vand. Den har også brug for huler og hører til de mere aktive parrende cichlider.

Andre små cichlider

Der findes mange flere arter, bl.a. de afrikanske muslingecichlider, som lever i tomme sneglehuse. Se altid på artens naturlige levested, før du køber, for behovene er meget forskellige.

Dværgcichlider trives i kar fra 54-60 liter og opefter. Apistogramma-hannerne bliver territoriale, og har du flere hunner, skal der være plads til, at de hver kan have et område. Et kar på 80-100 liter giver bedre vilkår for en harem.

Bunden skal være sand eller fint, afrundet grus, fordi mange arter graver. Skarpt grus kan skade bugfinner og mundområdet. Placér huler, kokosnødskaller, rødder og flade sten, så hver fisk kan trække sig tilbage. En blomsterkrukke med et hul i siden er en billig hule. Se guiden til rødder og sten for idéer til indretning.

Dæmpet lys og tæt beplantning gør fiskene mere trygge. Flydeplanter og løv, hvis du bruger tørrede blade, er et plus. Planter, der trives i svagt lys, er et godt valg. Se guiden til levende planter.

Apistogramma og ramirezi kommer fra bløde, svagt sure vande. I almindeligt hanevand, der er hårdt, kan de leve, men de ynger sjældent, og hannerne kan få dårligere farver. Er dit vand meget hårdt, kan du blande med osmosevand eller vælge kribensis, som er mere tolerant. Se guiden til pH og hårdhed.

Temperaturen ligger omkring 24-27 grader for apistogramma og 26-28 for ramirezi. Hold den stabil, og brug et varmelegeme med termostat. Læs mere i guiden til temperatur.

Vandkvaliteten er afgørende. Dværgcichlider tåler ikke ammoniak og nitrit, og højt nitrat svækker dem. Test jævnligt, og skift vand en gang om ugen. Se guiden til kvælstofkredsløbet. Et karantænekar til nye fisk er en klog investering, for sygdom kan spredes hurtigt i et lille fiskesamfund.

De fleste dværgcichlider tager gerne kvalitetsfoder i form af små granulater og synkende piller. Mange spiser også flager. Suppler med frosne og levende fødedyr, f.eks. myggelarver og artemia, så fiskene får bedre farver og fremmes til at yngle.

Fodr to gange om dagen i små mængder. Bund- og midtvandsfisk fanger maden, når den synker, så ret ikke maden ind mod et enkelt sted. Spredte foderpiller gør, at flere fisk når at få mad. Se guiden til foder for at vælge mængde.

Dværgcichlider er normalt fredelige over for andre arter, bortset fra under yngelpleje, hvor hannen og hunnen forsvarer deres hule. Rolige tetraer, rasboraer og pansermaller er gode naboer. Undgå dem, der er aktive og hurtige, som store danioer, for de kan stresse cichliderne.

Hold ikke to apistogramma-hanner af samme art i et lille kar, for de vil kæmpe, indtil den svageste er jaget væk eller død. Én han og flere hunner fungerer bedre, og hunnerne vælger selv, hvem der får hulen.

Kombinér ikke ramirezi med store, aggressive cichlider. De er langsomme og følsomme. Se guiden til fisk, der passer sammen for en oversigt.

Placer ikke dværgcichlider sammen med meget små rejer. Voksne cichlider vil forsøge at fange små rejer, især hvis de har unger.

Når et par har fundet hinanden, graver de en hule, og hunnen lægger æg på hulens loft. Hun vogter æg og larver, mens hannen holder vagt uden for. Efter nogle dage svømmer ungerne frit, og forældrene følger dem rundt. Det er en fornøjelse at se, men det kræver ro. Forstyrrelse får nogle forældre til at spise æggene.

Vil du bevare ungerne, skal de have fint foder, som nyklækkede artemia eller specialpulver, og vand, der er rent. Mange akvarister lader forældrene klare det i et kar med tæt beplantning, og så overlever en del af ungerne alligevel.

Dværgcichlider er dyrere end de fleste begynderfisk, så det betaler sig at bruge tid i butikken. Vælg fisk, der står roligt i vandet, har klare farver og hele, glatte finner. Bugen skal være rund, ikke indfalden, og øjnene skal være klare. En fisk, der står i et hjørne med klappede finner, eller som snapper efter luft, skal blive i butikkens kar.

Spørg butikken, hvor længe fiskene har stået, og hvad de har fået at spise. Fisk, der har været i butikken i en uge eller to og spiser frit, har overstået den værste transportstress. Er du i tvivl om artens navn, så få det skrevet ned. Navnene kan være misvisende, og to arter af apistogramma har helt forskellige krav til vand og plads.

Køb helst et par eller en lille harem fra samme sted. Fisk, der kender hinanden, tilpasser sig hurtigere. Hjemme skal fiskene i karantæne i nogle uger, før de kommer ind i hovedkarret. Se guiden til karantæne for fremgangsmåden.

Hvis dit hanevand er hårdt, kan du blande det med osmosevand for at få en lavere hårdhed. Osmosevand er næsten fri for mineraler og har derfor ingen pufferevne, så det skal altid blandes med hanevand og ikke bruges rent. Mineraler, der gør vandet stabilt, skal være til stede i en vis mængde, ellers kan pH svinge kraftigt.

Start forsigtigt. Bland en tredjedel osmosevand i det nye vand, mål hårdheden, og juster efter behov. Skift ikke hårdheden hurtigt, da det stresser fiskene. Et pH-fald fra dag til dag er farligere end et stabilt, moderat højt tal. Hvis du er i tvivl, så hold dig til dit eget vand og vælg en art, der trives i det. Se guiden til pH og hårdhed for at forstå, hvad tallene betyder.

Fisk, der er opdrættet i mange generationer, tåler som regel hanevand bedre end vildfangede. Spørg butikken, hvor dyrene kommer fra.

Skift en fjerdedel af vandet hver uge, og suge bunden af. Dværgcichlider graver, så de hvirvler affald op, som du skal fjerne. Husk at behandle det nye vand og at temperere det, så det har samme temperatur som i karret. Se guiden til vandskift.

Rengør filteret efter behov, men aldrig under hanen. Skyl svampen i akvarievand, så bakterierne overlever. Se guiden til filtervedligehold.

Brug en timer til lyset, så fiskene får en fast dag og nat. Otte til ti timer er passende. Kontrollér huler og dekoration jævnligt: nogle cichlider graver så meget, at rødder og sten vælter. Fiksér tunge ting til glasset eller placér dem på bunden, før du fylder grus på.

En rask dværgcichlide er nysgerrig, har klare farver og spiser grådigt. Hvis den trækker sig, mister appetitten eller får tynde, hvide ekskrementer, bør du reagere. Test vandet først. Mange problemer skyldes ammoniak, nitrit eller for høj temperatur. Ramirezien er især udsat for sygdom, hvis den kommer fra en dårlig opdræt.

Skil syge fisk fra, når det er muligt. Se førstehjælpsguiden til syge fisk. Holdes vandet rent og stabilt, undgår du de fleste tilfælde.

Hvis flere fisk viser samme tegn, er der som regel en fælles årsag i vandet. Skift en tredjedel af vandet, test på ny, og fjern døde dyr eller rester med det samme. Vent med at medicinere, til du ved, hvad der er galt, for forkert medicin kan skade både fisk og filterbakterier.